Gåholdet i Karlemosen startede som en gratis socialpædagogisk aktivitet under Projekt Nye Veje  og har eksisteret siden foråret 2016.  Formålet var dengang som nu, at komme ud af sin lejlighed, få rørt sig og samtidig lære naboer at kende under uformelle former.

I starten modtog vi støtte fra projekt Nye veje og blev med jævne mellemrum fulgt af en medarbejder fra Køge kommune. Støttekronerne blive brugt til indkøb af gule veste og kasketter, et par skridttællere og refleksarmbånd med lys (til vinterbrug) og der var også afsat lidt til forfriskninger efter gåturen.

Ved årsskiftet 2018 var projekt Nye Veje slut og støtten bortfaldt. Det er vigtigt for holdet, at det stadig gratis at deltage så ingen er forhindret på grund af økonomi, men vil man have lidt kaffe eller the efter turen, så lægger man en 5’er i kaffekassen.

I 2016/2017 deltog vi i et Steno projekt. I den forbindelse skulle vi indberette, hvor mange der havde deltaget pr gang, og hvor langt vi havde gået.  Dette førte til, at vi lavede et statistikskema i excel, som vi fortsat bruger, også selvom Steno’s projekt forlængst er afsluttet.

I 2017 fejrede vi, at vi ialt havde gået 1860,24 km, hvilket i fugleflugt svarer til Køge-Paris-Køge (i bil ville man kunne komme enten til Bruxelles eller Luxemburg og retur).

Fra starten i 2016 var der kun et hold, et hold med ambition om sved på panden så et hold gik relativt hurtigt og relativt langt. Vi ville gerne have flere med, og holdet var enige om at for ældre, dårligt gående eller handicappede er ambitionen er den samme, men distance og hastighed noget andet, så i foråret 2017 inviterede vi til opstart af hold nummer 2. Hold nr 2 blev hurtig delt i 2, så da vi var flest havde vi 3 hold. Corona, frafald på grund af alder eller arbejde gjorde at vi igen er reduceret til et hold, men stadig med tilbud om ad hoc ture for de der ikke kan gå så langt.  Roadrunnerne “stæser” stadig afsted og når mellem 5 og 8 km på halvanden time. 

Aldersmæssigt spænder vi fra ca. 25 til ca. 84 (okt. 2018)

Et par gange om året har vi lukkede arrangementer (kun for dem der kommer regelmæssigt), hvor vi tager på udflugt og går vores ture uden for Karlemosen’s nærområde, drikker kaffe i det grønne eller spiser frokost  sammen. Disse arrangementer koster nogen gange lidt, men vi forsøger at gøre det så billigt som overhovedet muligt.

Du kan møde os hver mandag, og så deltager vi også altid i åbent hus på Beboernes dag, hvor vi fortæller om os selv.